Alle køer får mere plads
Thise hæver mindstekravet
Selvom det gode dyreliv allerede indgår helt fundamentalt i det økologiske regelsæt, f.eks. når køer skal på græs i sommerhalvåret, så forbedrer alle landmænd, der leverer til Thise Mejeri, nu dyrevelfærden yderligere.
I dag er minimumskravet i økologireglerne på 6 kvadratmeter pr. ko. Thise hæver mindstekravet til 8 kvadratmeter for alle de sortbrogede køer og til 6.6 kvadratmeter for alle de noget mindre jerseykøer.
Hermed lever alle Thises mejeriprodukter op til kravene for 3 ”hjerter” i Fødevarestyrelsens dyrevelfærdsmærkning. Det gælder også for de produkter, som Thise producerer under mærkerne: Änglamark og 365.
”Thises landmænd er i fuld gang med omstillingsprocesserne. Vi arbejder med en bred vifte af initiativer i forhold til, klima, natur og det gode dyreliv. Vi arbejder f.eks. indenfor klimaområdet hårdt på udfasning af soja i køernes foder, og indenfor natur og dyreliv har vi eksempelvis allerede Græsmælk, Ad Libitum-mælk og Irma-jersey. Nu kommer så initiativet mht de skærpede pladskrav til alle Thisekøerne. Der er en fælles forståelse for, at der skal ske forandringer. Vi kunne selvfølgelig bare sidde med hænderne i skødet og vente på politiske indgreb og lovgivning, men sådan tænker vi ikke på Thise Mejeri. Vi vil gerne selv tage ansvar og tage action, og det er der egentligt ikke noget nyt i,” siger direktør Poul Pedersen, Thise Mejeri.
Aug. 2021
Thise Mejeri er Danmarks næststørste mejeri indenfor økologisk mælkeproduktion, ejet af dem, der producerer mælken, de 72 økologiske landmænd, der er andelshavere.