Fuldmåneost

Thises fuldmåneoste produceres 12 gange om året – i døgn med fuldmåne

Thise Fuldmåneoste

Thises fuldmåneoste produceres 12 gange om året
– i døgn med fuldmåne

Som udgangspunkt er der tale om en meget almindelig standardost med 48% fedt i tørstoffet, en ost som så mange andre, men under den særlige lagring sker den helt store transformation, som medfører, at det færdige produkt er alt andet end ‘standard’.

Fuldmåneostene lagres i Hjerm Kalkgrube, og under det ca. 7 måneder lange underjordiske ophold udvikler ostene en overflade, der fører tankerne over på månens overflade. Der er bakker og dale, foldninger og kratere, som dog for ostenes vedkommende hverken skyldes meteornedslag eller vulkansk aktivitet. Til gengæld dækkes overfladen under lagringen af snehvidt månestøv (hvidskimmel).

Der er så vidt vides ikke nogen videnskabelig dokumenterbar sammenhæng mellem det forhold, at ostene produceres under fuldmåne og den kendsgerning, at ostene udvikler et månelandskab. På den anden side kan det heller ikke afvises, at månens tiltrækningskraft spiller en rolle…

Ostekunst i verdensklasse

Osten havde verdenspremiere på International Food Contest i 2019, hvor den vandt den prestigefyldte Gourmetpris. Dommerpanelet ledsagede prisen med ordene:
‘Ostekunst i verdensklasse / Noget helt specielt / Kongerigets smukkeste, mest vilde, dragende og dramatiske skimmelskorpe / Næse af ammoniak, dyr, fugtig kælder/grotte og friske svampe fra skorpen, og i munden nødder, smør og kittens skarpe syrlighed som kontrast til den drøje fedme – en sikker vinder.’