Jerseykøer og jerseymælk
På Thise Mejeri hæger vi om naturens mangfoldighed og råvarernes forskellighed
Mælk er nemlig ikke bare mælk, og jerseymælk er meget anderledes end mælk fra sortbrogede og røde køer
Jerseykøer producerer jerseymælk, og kvægracen stammer oprindeligt fra den lille ø i den engelske kanal: Jersey.
Køerne blev importeret til Danmark for godt 100 år siden og udgør i dag ca. 15 % af det samlede antal danske køer. Jerseykoen er en lille ko – langt mindre end de sortbrogede og røde køer, men den er hårdfør og nøjsom. Den producerer ikke så mange liter mælk som køerne fra de tungere racer, men til gengæld har mælken et højere tørstofindhold, dvs. et højere fedt- og proteinindhold, samt et højere indhold af en række vitaminer og mineraler.
Jerseymælkens høje tørstofindhold betyder, at smagen er anderledes. Mælken har en større smagsfylde; den smager af mere.
Det er baggrunden for, at Thise Mejeri siden slutningen af 1980’erne har holdt jerseymælk og mælk fra sortbrogede og røde køer adskilt og anvendt de to mælketyper til forskellige formål.
Jerseymælkens høje proteinindhold bidrager nemlig til, at yoghurt, creme craiche og andre syrnede produkter får en rimeligt tyktflydende konsistens, selvom mælken ikke homogeniseres.
Jerseymælk på kartoner
I 2001 lancerede Thise Mejeri i samarbejde med Irma Danmarks første jerseymælk i kartoner
Der var tale om en skummetmælk med 0,5 % fedt; det lovgivningsmæssige højeste fedtindhold for skummetmælk. Jersey-skummetmælken havde (og har) en meget fyldig smag, der dels skyldes det relativt høje fedtindhold, dels et proteinindhold, der er 15 – 20 % højere end i anden drikkemælk.
Der var tale om en satsning fra Irmas og Thises side, men eksperimentet lykkedes over al forventning. Succesen blev så stor, at Thises Jersey 0,5 % blev forløberen for ”minimælk”, der i dag er den suverænt største mælketype i Danmark.
Sammen udviklede Irma og Thise Mejeri flere typer jerseymælk, men i de første år var jerseymælk forbeholdt Irmas kunder i Københavnsområdet. Stigende utilfredshed og protester fra andre egne af landet resulterede i, at Jerseymælk 0,5 % nu også distribueres via COOPs øvrige kæder, SuperBrugsen, Kvickly, LokalBrugsen og Fakta.
I løbet af foråret 2017 vil et bredere sortiment af jersey-drikkemælk være tilgængeligt for forbrugere over hele landet.
Du kan købe et udvalg af vores jersey-produkter i COOPs butikker.