Osterester

Få glæde af dine osterester

Små og undseelige. Det kan være en udfordring at få brugt osteresterne godt. Her er nogle tips til at give osteresterne nyt liv

  • Vesterhavsost og andre lagrede faste oste bidrager med umami og giver en dejlig rund ostesmag, der bringer enhver ret i balance. Riv gerne ostene fint, så smelter de også hurtigere, hvis det er målet.
  • Blå Grubé og andre blåskimmeloste har som udgangspunkt både en salt og intens smag, som også kan være lidt skarp og måske sødlig på samme tid. Disse umamiprægede smagsnoter kan gøre lykke i saucer, cremer og faktisk også desserter. Her handler det også om at finde den rette balance i styrken af blåskimmelsmagen.
  • Hvid Benedikt og andre hvidskimmeloste kan både bruges som de er, men også smeltet. Fx på et lille stykke brød og toppet med dehydrerede druer.

Nedenfor finder du nogle konkrete idéer til anvendelse af resterne.

Ost

Små knækbrød med ostecreme med blå grubé

Især skimmeloste er velegnede. Med en fast ost som fx Vesterhavsost har du brug for en creme, som osten kan give smag til

Blend en osterest med lidt crème frâiche for at få en lind konsistens, justér efter ostetypen og den ønskede konsistens. Smag evt. til med lidt honning eller friskhakkede krydderurter. Brug sprøjtepose og kom på brød.

Dip af sød kartoffel og Vesterhavsost

Vesterhavost og andre faste, lagrede oste bidrager med balance og umami til en ret

Tænk på osten som en fantastisk smagsgiver. Denne type oste giver også fylde og kan erstatte kød.

Her er fintrevet Vesterhavsost brugt til at smage en dip af bagte søde kartofler til. Servér med grøntsager som snack eller på frokostbuffeten.

Ost som chips

Glem heller ikke at revet ost nemt kan bages til små sprøde chips

Det kan bruge som det sprøde element i en salat, knust og drysset på en suppe eller blot som del af en snack. En større mængde ost kan afkøles over en lille skål og på den måde blive til en kurv, der kan fyldes med fx lynstegte friske grøntsager.

Marineret Vesterhavsost

Det er en gammel tradition at marinere ost i olie for at forlænge holdbarheden, og det forstærker også ostens smag

Giv dine osterester nyt liv og ny smag med en marinade, som også kan indeholde krydderier og krydderurter.

Se alle Thises opskrifter

Morgenmad, frokost, forretter, hovedretter, tilbehør og desserter